Sognebladet

Hans Peter Koster Dorph

På billedet for oven kigger vi ind i en københavnsk borgerstue fra omkring 1890. En ærværdig ældre herre sidder med hustru og datter til ære for fotografen. På væggen hænger der blandt familieanerne et landskabsmaleri, der, hvis vi kunne komme tættere på, viser sig at være en landsby idyl fra Øster Egesborg. Det er malet få år inden fotografiet af familien i stuen.

I dag hænger maleriet af Øster Egesborg i hjemmet hos Peter Ditlevsen, et oldebarn til pastor Hans Peter Koster Dorph, som var sognepræst i Øster Egesborg, da maleriet blev til. Ja, han er den hvidhårede mand, der sidder sammen med hustruen Rikke og datter i stadsstuen i Østerbro lejligheden. De var flyttet hertil efter næsten 50 år som præstefamilie I Øster Egesborg. Peter Ditlevsen har et omfattende slægtsstudie materiale, bl.a. om sin oldefar pastor Dorph, hvis navn i Øster Egesborg kun kendes fra præstetavlen i kirken, gravstedet på kirkegården, samt et portræt af ham i sakristiet. Og så var det ham, der i 1850erne byggede den nu tidligere præstegård tværs over for kirken.

Som mellemnavnet Koster antyder, havde Hans Peter Dorph bånd til Møn. Han var født på Klintholm, hvor hans far var godsforvalter. Han blev student fra Vordingborg. Under studietiden boede han på Iselingen. Her lærte han husets unge datter Frederikke Aagaard at kende. De blev gift i 1838. Som teologisk student i København var han med i de grundtvigske kredse omkring Vilhelm Birkedal og Frederik Barfod. Netop vennen og senere historiker Frederik Barfod giver en rosende omend nøgtern beskrivelse af Hans Peter Dorph som ung. ”Ypperlige evner har han i flere retninger. Men selvskabende er han ikke. Nogen frugtbar forfatter vil han næppe blive. Men retlede andre vil han kunne.”

Nej, nogen skønånd i den danske guldalder eller de folkelige bevægelser blev han ikke. Men præst i Øster Egesborg kunne det blive til. Vel også takket være gode forbindelser til kongehuset. Kaldet i Øster Egesborg blev ikke regnet blandt de store. Men det lå i en smuk egn, der var kun een kirke at passe, og så lå det tæt på fruens familie på Iselingen. Her kom de ofte, hvor også Grundtvig, Thorvaldsen, Øhlenschlæger og Christian Winther var hyppige gæster.

Jens Peter Dorph blev en agtet og samvittighedsfuld præst. Han var stærk påvirket af både Grundtvig og Kierkegaard. Men stor veltalenhed var ikke hans stærke side. Det fortælles, at en søndag morgen, før gudstjenesten, fandt han sin kone grædende og spurgte om grunden. Hun havde atter set sine forældre køre   forbi præstegården og videre til Udby! hvor pastor Spang holdt gudstjeneste. ”Men kære Rikke” svarede Dorph. ”Du må jo være glad, at når din mand ikke kan gøre dine forældre tilfredse, at de hos en anden præst kan finde den opbyggelse, som de søger.” Ja, her har vi en mand ikke uden selvironi.

Dorph var tilfreds med sine kår og sin menighed og den med ham. I de senere år, da han blev svagelig, havde han en del hjælpepræster, hvoraf tre blev hans svigersønner. Ved guldbryllupsfesten umiddelbart før pensionen, fik han at mærke de tætte bånd, der var knyttet til befolkningen.. Præstegården havde været et tilflugtssted for de, der både var i timelig og åndelig nød. Maleriet af kirken fra samme år er sikkert en guldbryllupsgave, og fulgte med til dagligstuen, hvorfra vi begyndte vores fortælling.

Comments are closed.