Sognepræstens artikler til Sognebladet

Trinitatis og tiden før

Med den største selvfølgelighed indgår andre en aftale i uge 32. Så skal jeg til at slå op i kalendaren for at finde ud af, at det er mellem den 6. og 12. august. En sådan ugenummer tidsberegning er en nyere skud i stammen på hvordan vi deler året op, for bedre at have styr på den.Lige siden forhistoriske folk blev klar over, at tiden skiftede mellem lys og mørke, regntid og tørtid, forår, sommer, efterår og vinter, har man ville måle den for at planlægge og være forberedt på, hvad der kommer. I begyndelsen tyede man til forandringer i naturen. Senere tog man himmel legemerne til hjælp. Stenalder monumentet Stonehenge i England er et kæmpemæssig måleinstrument for at beregne sommersolhvervs nøjagtige dato. Oldtidens sumere og babylonere i Mesopotamien opdelte året ved hjælp af sol, måne og stjernerne. Det blev til 365 dage, 52 uger og 12 måneder. At der er 7 dage i en uge, skyldtes at babylonerne opkaldte ugedagene efter de 7 kendte planeter. I Grækenland og Rom blev planeterne opkaldt efter guderne. Og så fik ugedagene navn efter dem: Solgudens dag, månegudens dag, Mars dag, Merkurs dag, Jupiters dag, Venus dag og Saturns dag. Det går igen med navnene på uge dagene i Norden, blot med  de nordiske guder. Med undtagelse af lørdag, som oprindelig betød vaskedagen.Opdeling i måneder har at gøre med månens cyklus på ca. 28 dage. Romerne opkaldte månederne efter deres guder, kejsere og tal. Navne, som vi siden har overtaget. Ja, vi kalder vores kalendar endda den julianske og den gregorianske. Opkaldt efter hedengagne romere.

Tidsudregning har altså lange aner tilbage. Ja, langt før kristentid. Og man kunne spørge, at når vi så frit bruger navne på gamle hedenske guder i vor kalendar, hvorfor er der så ingen påvirkning fra kristendommen. Men det er der skam. Foruden vor julianske-gregorianske system har vi også kirkekalendaren for at inddele kirkeåret med. Kirkeåret begynder også omkring vintersolhverv. Men i stedet for dage og måneder er kirkeåret delt op i søndage og højtider, som tilsammen er en samlet beretning om Kristi budskab og virke i de gudstjenester der holdes på de dage. De 4 første søndage hedder advent. Advent betyder det, som kommer til os. En forberedelse og indledning til Jesus og hans budskab. Så er der de 12 juledage, der slutter med Hellig 3 kongersdag, den gamle juledag, eller epefani. Festen for Jesu tilsynekomst. Septuagessima søndag har navn efter tallet 70- Påsken nærmere sig med 70 dag, sådan ca. Næste søndag hedder seksiagessima. Nu er der kun 60 dage – sådan da. Der var også en kvintissimasøndag for 50. Men det er blevet til fastelavn. Efter fastetiden og påske, kommer Pinse. Igen  fra et talord, der betyder 50 dage efter påske. Her var det, at Helligånden kom til apostlene og drev dem ud i verden for at viderebringe Jesu ord og budskab. En passende dag for kirkens fødselsdag.

De store kirkefester er nu overstået og vi står nu ved indgangen til den lange periode, der strækker sig frem til advent. Trinitatis hedder den. Ca. 25 søndage i alt, der er opkaldt efter tre enigheden. Fader, Søn og Helligånd, som alle indgår og virker sammen i søndagenes læsninger. Før var der en lang række helgen festdage i denne tid. Efter reformationen forsvandt de efterhånden. Trinitatis farve er grøn. Fordi det er vækstens, blomsterings og høstens tid. Både udenfor og inde i kirken. Under disse gudstjenester hører vi læsninger, der har med udvikling og fremdrift at gøre. Skabelse af værdier. Trinitatis samler kirkeårets store begivenheder til brug i tilværelsen og dagligdagen med hinanden. Vi så at sige bruger gaverne, som Gud skænker os. Vi høster for os selv og andre, så at der ved advents tid kan sås på ny.

Påske i Jerusalem

Det er år 30. Foråret i måneden Nisan. Stedet er Jerusalem. Som det sker hvert år, er store skarer fra alle egne af Israel og jøder fra udlandet samlet i byen for at fejre påsken. Påsken er højtideligholdelse af folkets befrielse. Dengang Gud havde befriet sit folk fra slavekår i Egypten. Under Moses ledelse havde han banet vej for dem over det Røde hav, ført dem gennem ørken og trængsler til landet han havde lovet dem. I Egypten havde Farao ellers nægtet at frigive sine trælle. Men på Moses bud havde Guds engel hjemsøgt egypterne med ti plager. Den ene mere frygtelig end den anden. Da den sidste plage ramte, var Faraos stejlhed nedbrudt. Dødsengelen var gået gennem landet og havde taget den førstefødte i hver familie med. For at undgå denne tragedie, havde Moses befalet de hebræiske familier, at smør blodet fra en ny slagtet vædder over dørkarmen til indgangen af deres hjem. Da ville dødsenglenv springe dem over. Siden mindes man denne frelse fra døden og befrielse fra slaveri i påsken. Eller pesha, som det heddet på hebræisk. For det betyder spring over eller gå forbi.

År efter er folk draget op til Jerusalem for at takke Gud, fordi han hjalp dem ud af deres elendighed og nød, og beder til, at han også vil handle sådan i fremtiden. Pilgrimmene deltager i processioner og optrin for at genopføre begivenhederne fra dengang. Offerlam bliver slagtet og blodet smurt over dørkarmen til boligerne., for at døden heller ikke nu skal ramme denne husholdning. I hjemmene tilberedes lammekødet til påskemåltidet. Et takkemåltid, hvor usyret brød spises til. Forfædrene måtte i hast flygte fra Egypten før Farao skiftede mening og sendt sin hær imod dem. Så hurtigt måtte de forlade alt, at ikke engang brødet kunne nå at hæve.

Midt under påske højtidelighederne i Jerusalem indtræffer en anden begivenhed, som understreger og tydeliggøre påskens af frihed og frelse fremover. En begivenhed, der sætter den gamle historie i perspektiv og giver den fornyet indhold. Gud griber igen ind i menneskers liv og giver dem fornyet muligheder. Og denne nye mulighed er Jesus Kristus. Han er kommet til Jerusalem under påsken. Nyheden om ham er gået forud. De sidste 3 år har Jesus i ord og handling forkyndt budskabet om, ar styrken, viljen og kærligheden fra Gud er kommet til mennesker. Og nu kommer denne treklang til hovedstaden Jerusalem, som en kulmination på de sidste års begivenheder. Jesus rider ind i Jerusalem. Som den længe ventet Messias, frelser og konge bliver han hilst af folket med palmegrene. Tegnet på sejr og frihed. Men folk opdager hurtigt, at Jesus ikke er den frelser se havde tænkt sig og forventet. I stedet for at befri dem fra romerrigets besættelse, vil Jesus befri dem fra mørket og forladtheden, som deres ånd og sjæl er fanget i. Han vil give dem et klarsyn om guds medleven i
deres tilværelse. Men det ser de ingen behov for. I stedet korsfæster de ham. Ved sin død er Jesus blevet det nye offerlam. Og hans opstandelse påskemorgen viser Guds løfte til os om, at vi kan få livsindhold igen, væk fra dødens intethed.

ADVENT, mening og betydning

Nu, da vi er gået over til vintertid, mærker vi , hvordan mørket sænker sig over os. I kirkekaledaren er sommerens og efterårs trinitatistid ved at ebbe ud. Dybt hælder året i sin gang. Vinteren er på vej og det er advents tiden også. I disse mørke stunder bliver advent, som et lys der tændes og viser vej mod julens begivenhed, som er Kristi komme til jord. Med hans komme har Gud dannet en livslinie til os. I Jesus barnet vokser troen, håbet og viljen om en bedre verden, hvor det vi gør og vores holdning til andre har betydning og mening.

Advent betyder ankomst. Vi fejrer Kristi ankomst. Men det er mere end blot en fejring af en to tusinde årig begivenhed. Det er også for at huske sandheden om Gud. At Gud viser sig i Kristus, så at alle kan lære Gud at kende og stå i et levende forhold til ham. Advent peger hen imod, at Gud er i verden. Hans ånd og vilje virker og er tilstede. I advent ligger også håbet om Kristi ankomst påny.Ikke blot i ånd og vilje.. men fysisk og synlig. Den dag da verden skal forløses for al ondskab, smerte, sorg og længsel. Da Guds himmel og vores jord forenes.

På første dag i advent bliver det første lys tændt i den stedsegrønne runde krans, som pryder alle kirker og mange hjem.. Kransens rundkreds skal minde os om Gud. Hans evige varende godhed og nåde, som har ingen begyndelse eller afslutning. Kransens grønne farve fortæller om fornyelse og livets sejr over døden. Kærterne er tegnet på Guds lys, der kommer til verden ved hans søn Jesus Kristus. Et lys der bliver klarere efterhånden som et lys efter det andet bliver tændt på de fire advents søndage. Kransen bliver båret op af et violet eller rødt bånd. Farver, der symboliserer forventning, men som også er kongelige. Ligesom det siges i Brorsons julesalme :”Konning er du blandt konger bedst. Åndens konge blev støvets gæst. Fører os op fra skyggedal. Hjem til sin lyse kongesal. O Gud ske lov.”

Comments are closed.