Julekoncert med Sjællands Kirkemusikskole

Mandag, d. 16. december, kl. 19.00 slår vi dørene op til en festlig julekoncert. Sjællands Kirkemusikskole kommer til Mern, med sangsolister, organister og et helt kor. Koncerten er gratis, og alle er velkomne!

Julemelodier fra mange lande står på programmet. Koret synger kendte julesange i smukke arrangementer, såsom “Dejlig er den himmel blå” eller “Nu tændes tusind julelys”. Lidt mere usædvanlige toner kommer fra engelske carols og fra en moderne nyfortolkning af “Skyerne gråner”. Organister og sangsolister vil bidrage med et varieret repertoire af soloværker.

Efter koncerten byder menighedsrådet på et glas vin, så vi alle kan ønske hinanden glædelig jul. Der vil også være lejlighed til at snakke med kirkemusikskolens elever og lærere, for måske har du selv lyst til at (videre-)uddanne dig i sang eller orgelspil?

Sjællands Kirkemusikskole er en af tre kirkemusikskoler i Danmark, som uddanner kirkesangere, organister, korledere og klokkenister til den danske Folkekirke. Skolen har hovedsæde i Roskilde samt afdelinger på Bornholm og i Toreby/Lolland, og det er den sidstnævnte – Toreby-afdelingen –, der gæster Mern kirke i år. Alle korsangere har selv gået på skolen, og de fleste arbejder til dagligt som kirkesangere eller organister på Lolland, Falster, Sydsjælland, Bogø og Møn. Koret bliver ledt af afdelingsleder Bente Hogrefe Nielsen og sangpædagog Anne-Katrine Kirst.

Vel mødt til en smuk julekoncert mandag, d. 16. december, kl. 19.00 i Mern kirke!